Hejsa… vil bare sige at billeder og andre spændende ting ligger på min hjemmeside miazanchetta.dk

Punkter i praktikopgaven Mia Zanchetta 05A Ilulissat, Grønland

                                                                                                                                 

1. Institutionens lovmæssige tilhørsforhold og samfundsmæssige betydning. 

Institutionen, er en institution, der er i færd med at blive ændret fra et børnehjem med en familieafdeling til et behandlingshjem, med børn fra 9-18 år. Det er en institution, hvor der kan anbringes børn fra hele landet, der har lidt så massivt et omsorgssvigt, at der er brug for en behandling, så barnet senere kan lære at begå sig, så vidt det er muligt, i samfundet senere hen. Institutionen har den samfundsmæssige opgave at modtage og behandle børn som der som sagt har lidt et massivt omsorgssvigt. Det er børn fra hele landet, som kan blive anbragt på institutionen.

Institutionen er placeret inde ofr landsstyret (det samme som hjemmestyret), Det øverste ministerium i landet. Herunder departementet for ”familie og sundhed, og derunder døgninstitutionsafdelingen.

Institutionen er offentlig og har en bekendtgørelse som indeholder mål som en bekendtgørelse i Danmark. Ud over bekendtgørelsen, har de også en landstingsforordning, som svare til serviceloven i Danmark.

Institutionen får støtte fra landsstyret, men det er barnets hjemmekommune, der betaler for barnets ophold, lommepenge, ferietransport til familie mm. Har forældrene mulighed for selv at betale, er dette tilfældet, men det sker yderst sjældent (forstanderen på Institutionen har i de 3 år han har været der aldrig oplevet dette.)

2. Institutionens pædagogik: 

- Der er tre afdelingsleder, der er uddannet pædagoger, derudover er der én-to pædagoger på hver afdeling. Der er stor mangel på pædagoger, derfor er ufaglærte en nødvendighed. Der er også nogle enkelte der er uddannet som socialarbejder. En kort uddannelse, hvor man også lærer lidt teori omkring arbejdet med mennesker. Så pædagogerne er tydeligvis i undertal. Der er derudover ansat en socialrådgiver og der søges pt. efter en grønlandsk talende psykolog, hvilket er meget svært at finde. Denne mangel på arbejdskraft, gør at pædagogerne, skal knokle mere, fordi det er nødvendigt, at fortælle resten af personalet nogle faglige ting, der er nødvendige i arbejdet med omsorgssvigtede børn. Men ellers udfører de ufaglærte og pædagogerne stort set det samme, fx kan en ufaglært godt være kontaktperson til en beboer.

- Her i Grønland findes der et pædagogseminarium, som ligger her i byen, så flere af husets vikar, er under uddannelse til pædagoger, På samme skole, er der en BRANCHEKLASSE, det er en klasse, der lærer nogle af de pædagogiske teorier, men en del kortere uddannelse. Derudover tilbyder skolen kurser til færdiguddannede pædagoger. Det er det samme som i Danmark, men alle tekster er på dansk, det betyder, at nogle af de studerende skal knokle endnu hårdere for at forstå teksterne, end danske studerende skal. Det betyder ligeledes, at der er en sprogbarriere i hver tekst, de skal først forstå det danske og bagefter, skal de som danske studerende forstå teorien i teksten, det fører til, at mange dropper ud, fordi det simpelthen er for hårdt, eller de har hjemve. Så der er stor mangel på pædagoger her i landet.

- Hvordan beskriver man noget der ikke foregår? Der er ikke ret mange aktiviteter på institutionen, dette begrundes med at beboerne har brug for struktur og faste rammer. Jeg er meget uenig i pædagogikken der foregår på stedet, så dette punkt er lidt svært at beskrive objektivt. Jeg tror ikke at der bevidst bliver handlet ud fra at danne relationer til beboerne, hvilket jeg savner. Det virker som om de unge styrer personalet og ikke omvendt, som om personalet er lidt bange for nogle af dem. De lader beboerne have mange beslutninger, og indretter sig efter dem, i stedet for at tage konflikten op. Fx når en beboer er ked af det og siger, man skal gå ud, så går man bare, i stedet for at prøve at berolige beboeren. Der bliver forsøgt at sætte grænser og bruge konsekvens, men da ikke alt personalet gør på samme måde, lykkes dette ikke, og beboerne mærker ikke deres konsekvens af fx at være for længe ude.

Jeg tror personalet gerne vil en hel masse, men har simpelthen ikke ressourcerne til at føre det ud i livet. De er magtesløse overfor hvilke handlinger der skal ske, Det virker som om det er et opholdsted og ikke et behandlingshjem, personalet er ikke i stand til at ændre de unges adfærd og i stedet bliver det et spørgsmål om, hvordan man får beboerne til at have det godt. Det skal de selvfølgelig også have, men det er også nødvendigt med nogle handlinger og ændringer i beboernes hverdag, hvis man skal forbedre deres levevilkår. Jeg pointere at det ikke er et dårligt praktiksted, men et praktiksted med mange udfordringer og frustrationer overfor begrundelser eller mangel heraf i forhold til behandling af beboerne.

 3. Kultur: 

- Den gruppe børn, der kommer på institutionen er børn, der er blevet udsat for omsorgssvigt af forskellig slags, men primært alkoholisme hos forældrene. En har levet af mad i containere på gaden, fordi moderen ikke gav ham mad og flyttede fra ven til ven. En anden har sovet i opgange, fordi faren slog ham. Nogle har levet med voldsomt alkohol og stofmisbrug. Børnene kommer som tidligere sagt fra hele landet, nogle direkte hjemmefra, andre fra andre børnehjem. Det betyder at alle børn har det til fælles, at de er børn af misbrugere og fjernet fra hjemmet. Nogle har kontakt med forældrene ugentligt, nogle har kun kontakt med andre søskende.

- Størstedelen af personalet er grønlandsk og nogle kan dansk, andre kan ikke noget. I Grønland griner man meget på andres bekostning, det gør man også her, men det er på en behagelig måde. Der er nogle kulturtræk, som er lidt anderledes end i Danmark, men der er også nogle ting der er ens. Fx er det i orden at bøvse og prutte blandt andre og da også ved måltider. Man spiser både meget dansk og meget grønlandsk mad her, det grønlandske mad er meget anderledes end i Danmark, det er en delikatesse at spise rå sællever, tørret fisk, sæl og hvalspæk, hellefisk lavet på alverdens måder, og så bliver meget mad kogt og der bliver lavet suppe ud af kogevandet og tilsat grødris. I institutionen gør de meget ud af, at børnene får grønlandsk mad, da den grønlandske mad indeholder mange vitaminer og proteiner, som er vigtige for bl.a. at holde varmen. Der er flere i Grønland der er troende kristne, men det er ikke noget man mærker i hverdagen.

Man kan som dansker godt føle sig lidt udenfor når der bliver snakket på grønlandsk og man ikke aner hvad der foregår, men sådan er det jo, når man ikke kan sproget. Dog bliver noget af det oversat i grove træk og det er rigtig rart, så kan man gætte sig til resten.

- Højtider og fest. Det kan man ikke få for meget af her, Der bliver gerne holdt kaffemik ved en hver anledning og alle venner og bekendte bliver inviteret med, man kommer og drikker en-to kopper kaffe, spiser noget mad og kage og smutter så igen, det betyder at ikke alle gæster er i huset på samme tid, fordi man kommer bare forbi i løbet af dagen. Barnets 6 måneders dag, barnets indskrivning i skolen og meget mere bliver fejret. Sådan er det også på institutionen, børnene skal ikke snydes for konfirmation, fødselsdage og andre højtider, som jul, midsommer og nationaldagen i juni. Noget helt specielt her nord for polarcirklen er, at man fejre solen, når den bliver set for første gang efter mørketiden. Så vandre hele byen hen til et bestemt sted og står og venter på at se kanten af solen komme frem bag fjeldene.

- Forældrene og eller søskende bliver inviteret til byen ved fødselsdage, konfirmationer og jul. Det er ikke altid det kan lade sig gøre, men beboerne kommer også nogle gange hjem til disse højtider ledsaget af personalet. Beboerne har mulighed for at ringe flere gange om ugen til familien, nogle ringer til forældrene, nogle til søskende og nogle til begge dele. Institutionen forsøger at inddrage forældrene så meget som muligt, men dette er meget svært, netop fordi nogle af dem har et meget voldsomt misbrug og er ikke i stand til at holde kontakt med deres børn.

 4. Min danske baggrund: 

Puha, der er mange ting jeg stiller spørgsmålstegn ved, jeg ved ikke om det er fordi jeg er dansker og de er grønlændere, eller det er min uvidenhed omkring dette emne der gør mig frustreret og tvivlsom på mange ting. Men den sprogbarriere der er mellem personalet og mig, hindre mig i at stille alle de spørgsmål jeg gerne vil undervejs i løbet af dagen, hvor de forskellige episoder udspiller sig, da jeg ikke har garanti for at det personale, som er til stede forstår mit spørgsmål. Det er en stor udfordring, fordi man gerne vil gøre en hel masse, sige en masse til beboerne, men aner ikke hvad de måske lige har snakket om til personalet, og jeg kan godt være usikker på at spørge om det samme og så bare blive hende den irriterende dansker, så er det nemmere at lade vær og så skifte emne eller smile forstående og så spørge ind når man støder ind i nogle der kan dansk. Det er spørgsmål som i denne situation, jeg gerne vil diskutere med min vejleder. Jeg fortæller om mine observationer, spørgsmål om hvorfor der bliver gjort sådan og sådan og mine frustrationer over forskellige handlinger, men jeg er langt fra sikker på at min vejleder forstår hvad jeg siger, da han ofte begynder at snakke om noget helt andet end mig, når han svare mig, eller lader helt vær med at svare. Jeg har spurgt flere gange om han forstår mig, og han siger ja, men jeg tvivler på at han forstår alt hvad jeg siger, og det kan godt give en del irritation efter en konferencetime. Men det er heldigvis muligt også at snakke med en nordmand, der kan dansk en gang i mellem, vi holder nogle fællesmøder, hende, min vejleder, mig vejlederen fra børneafdelingen og hendes praktikant, det er nogle rigtig gode møder, hvor man kan komme ud med nogle spørgsmål og undringer, som hun måske kan svare på eller gå videre med til personalet.

 4. Beskriv baggrund – begrundelse- ideer – planlægning – udførelse og evaluering af et pædagogisk forløb. 

Jeg har valgt at lave et forløb, som jeg selv kan overskue, og som børnene kan overskue. Det kan være svært for børnene at prøve noget nyt, da de hurtigt bliver angste for nye ting og derfor bakker ud eller slet ikke vil deltage, Dette har jeg taget med i mine overvejelser, og vil lave et forløb, som kommer naturligt ind til børnene i stedet for en bombe der bliver sprængt. Jeg vil gerne lave noget med billeder, da jeg senere vil bruge disse til min KA-eksamen. Jeg vil gerne lave noget dokumentation for hverdagen på et børnehjem. Det er i hvert fald udgangspunktet. Min ide er at børnene får lov til at rende rundt med et kamera og tage billeder af lige det de vil. De skal have mulighed for at gå alene rundt, så der ikke går en voksen rundt i hælene på dem, da jeg tror resultatet vil blive et andet. Før jeg overhovedet går i gang med dette, skal jeg lære børnene at kende, derfor har jeg bestemt mig for at starte forløbet på vores påskekoloni, et sted med andre rammer, hvor der er noget nyt man kan fotografere, så er det nok nemmere for dem at komme i gang. Jeg vil ikke planlægge så meget, men vil lade det være spontant. Børnene skal lære at der er en verden i billederne, at billeder kan være gode og dårlige, der er forskelligt lys, noget er bedre end andet, og man kan få minder af billederne, have et projekt sammen, et holdepunkt for en kaotisk hverdag, når billederne er taget, vil jeg lærer dem, hvad man kan gøre med billeder på en computer, give dem en viden i hvad der er muligt at gøre med billeder, vise dem, at det er sjovt at tage billeder og sjovt at se på dem efterfølgende.

- Nu er jeg vendt hjem fra en vellykket påsketur, set i forhold til forløbet. Vi tog af sted onsdag og allerede torsdag tog jeg to piger med ud og gå en tur, jeg tog mit kamera med (et digital spejlrefleks) og spurgte om de ville prøve det, og viste dem hvordan man gjorde, jeg stillede mig op på forskellige fjollede måder og forskellige steder, og pludselig så jeg stort set ikke mit kamera resten af dagen, fordi pigerne var ude og tage billeder, først sammen med mig, men hvor de havde kameraet og derefter alene. De fik taget 400 billeder i løbet af dagen, og det var rigtig sjovt at se udviklingen i billederne om aftenen, hvordan de havde opdaget vinkler, skygger og poseringer. Skarphed og uskarphed i billederne. De fotograferede hinanden, de andre børn, hunde, mange hunde, huse, slæder, naturen og hvad der ellers var tilstede i den bygd vi nu var i. Med hensyn til drengene tog det lidt længere tid og jeg skulle lokke lidt mere, så stillede kameraet op i stuen på stativ og vidste hvad det kunne af forskellige ting, og så fik de også interessen for det, specielt den ene dreng, var helt vild, da han så der var en fjernkontrol, så tog han ellers billeder af sig selv, prøvede sig selv af, og åbnede op for en ny verden, og var meget interesseret i at lave forskellige vinkler, hvornår ser det bedste ud og hvordan kan man gøre dette sejt osv. De sidste dage så jeg stort set ikke mit kamera fordi børnene rendte rundt og tog billeder (havde også et alm digitalkamera med). Til sidst sad vi alle og morede os over billederne, og nu skal børnene udvælge billeder til collager på væggen på institutionen, de billeder de vælger, vil jeg samtidig bruge som et eksempel på hvordan man bl.a. kan dokumentere. Jeg tror kun dette kunne lade sig gøre, fordi jeg viste at jeg havde tillid til børnene, tillid til at de ikke ødelagde mit kamera og at det ikke gik i stykker, og at jeg ikke viste at jeg var usikker på hvad de gjorde. Jeg fortalte at det var et dyrt kamera og at de skulle passe godt på det, og det gjorde de. Hvis jeg ikke havde haft tillid til at de kunne få lov til at gå alene rundt og jeg var nødt til at rende i hælene på dem, ville der på ingen måde komme de samme billeder ud af det og jeg tror heller ikke det ville være ligeså sjovt, fordi der ”står en voksen og holder øje” med hvad de foretager sig.

En lang smøre om børnehjemmet. 

Ja så har jeg været her i tre uger, og været på børnehjemmet på børnehjemmet siden den 4. februar. Var dog forbi og besøge dem inden flere gange, og var med til deres fastelavnsfest den 3. februar. Jeg er egentlig rigtig glad for at være der, havde ikke rigtig nogen forventninger til hvad jeg gik ind til. Så kan jo nærmest ikke blive skuffet, men chokeret, det er muligt. Jeg er indtil videre temmelig glad for personalegruppen på min afdeling, de kan alle dansk, i meget forskellig grad, undtagen en, men det er ikke rigtig noget problem, kun når vi er alene sammen, tror godt hun forstår lidt af hvad jeg siger, men der kommer ikke nogen reaktion fra hende tilbage, så har i dag meddelt, at jeg helst ikke vil være alene med hende på arbejde, for det nytter jo ikke noget, at personalet ikke kan fortælle hvordan og hvorledes, når man arbejde med unge, der virkelig har brug for at personalet kommunikere med hinanden. Jeg har fået en mandlig vejleder, der er også nogle sprogbarrierer der skal arbejdes med, og jeg håber da ikke der kommer for mange misforståelser. Han virker en smule nervøs for at være vejleder, men det er jo helt uforståeligt, når det er mig, han har som studerede J

 

Selve børnehjemmet, som for nylig er lavet om til et behandlingshjem (et børnehjem, til børn, der kræver noget ekstra behandling) består af tre afdelinger: Børneafdelingen, ungdomsafdelingen og botræningsafdelingen. På børneafdelingen, er der pt. tre drenge mellem 9-13, og en pige på 12, Pigen på 12 kræver 1:1 kontakt konstant, så der er voksen omkring hende døgnet rundt, også om natten! Ungdomsafdelingen har pt. 2 piger på 15 og 16 og en dreng på 15. Den ene af disse piger kræver også ledsagelse, dog ikke om natten. Inden for den nærmeste fremtid (en måned) modtager børneafdelingen en dreng og ungdomsafdeling modtager en pige og en dreng. Botræningen har 3 beboer, som alle er mellem 16-18. Alle beboerne har haft en vanskelig start på livet, og kræver derfor en del ekstra af personalet, end almindelige børn, nogle er sågar så psykisk skadet, at det måske ikke er muligt at hjælpe dem frem til at klare sig selv. Dette betyder derfor, at der er ekstra meget personale på arbejde afgangen i forhold til antal beboer. Der er i stort set alle dagtimerne (når børnene er kommet hjem fra skole) 2-3 på arbejde, nogle gange 4. Af personalet er der ikke mange som er uddannet som pædagog, ca. 2 i hver afdeling, nogle er uddannet socialhjælper, hvad det så end er, og et par stykker social og sundhedshjælper. Jeg arbejder i ungdomsafdelingen, og synes egentlig at personalet gør et godt stykke arbejde indtil videre, men det skyldes måske den gode ledelse, som er på stedet. De unge, ja det tager tid, at ”komme i kontakt” med dem, men det er jo ikke mærkeligt, de ved jeg rejser og er stort set opvokset på institutioner rundt omkring, hvor personalet kommer og går. Nå men jeg er da begyndt at grine sammen med dem en smule, de snakker ikke så meget til mig, da deres danske er meget begrænset… men de forstår nok mere af hvad jeg siger, end jeg lige regner med… De er smadder søde, men skadet, det er der ingen tvivl om, men de er stadig mennesker og skal behandles således. Den ene kan godt finde på at stikke af om aftenen, og er et meget let offer for udnyttelse, så der er en del bekymringer omkring hende, og derfor er der også en ledsager med hende, hvorhen hun skal hen, uden for afdelingen, det er ikke for at kontrollere hende, men for at beskytte hende. Den indstilling kan jeg godt lide. På børnehjemmet, går de ikke ind for straf, men for dialog og ”historien” bag handlinger, både for personale og beboer. Den holdning kan jeg godt lide, jeg ved ikke om det er det rigtige at gøre, men jeg håber de gør det ud fra tidligere erfaringer. Jeg har flere gange søgt efter forklaringer på hvorfor de fx ikke straffer den ene unge når hun kommer hjem, efter at have været stukket af i 3 dage, jeg siger ikke at det skal være en straf, som at hun fx skal gå op på værelset, men bare gøre et eller andet, de byder hende velkommen hjem, og lader som om hun ikke har været væk. Det synes jeg er svært at forholde sig til. Deres svar er, at der ikke er andet at gøre, hun vil ikke hjælpes og derfor kan de ikke hjælpe hende, men i stedet vise hende, at hun trods alt har et hjem. Jeg vil spørge ind til hende igen senere, for er simpelthen for nysgerrig til at lade det ligge… Nå men uanset hvad, så er det utroligt, hvor lidt der skal til, før man kan blive rigtig glad inden i. Hvis en af de unge stiller MIG et spørgsmål i stedet for en af de andre voksne, spørger hvad jeg laver, hvis jeg bager eller hvad det nu kan være, bliver jeg bare så glad, og kan leve på det resten af dagen. Unge som dem her, sidder ikke og griner, for at lade som om, griner de, er det fordi de har lyst til at grine, sparker de til døren, er det fordi de har lyst og er sure, vrede, irriteret eller hvad der kan være glad, de kan ikke ligge skjul på deres følelser, og det er nok derfor jeg bliver så glad, når de netop smiler til mig, griner af mig eller hvad der nu kan være, for de mener det, og det er skønt… skid hul i at jeg har mel over alt tøjet, så længe de får lidt glæde ind, er jeg glad.

 

Jeg tror helt bestemt, at jeg vil blive rigtig glad for det her arbejde. Har en rigtig god mavefornemmelse, og det er bare så fedt, når kollegaerne kommer og spørger om jeg har det godt. Det varmer at de tænker på en. Den grønlandske kultur er en kultur, hvor man ikke får tingene forærende, man må yde for at nyde, altså jeg skal spørge, hvis jeg vil vide noget og ikke forvente, at de andre sidder og fortæller mig det ene efter det andet, som jeg alligevel ikke kan huske dagen efter, så jeg spørger på livet løs, håber ikke de er trætte af mig, men jeg kan egentlig godt lide, at det er mig der skal gøre noget i stedet for at vente på besked. Det var lidt svært de første dage, men fik allerede af vide den første dag, at det var sådan, så jeg var jo forberedt, men når man er ny og usikker, er det ikke altid nemt at lege Spørge-Jørgen, men det går fint nu. Laver ikke rigtig så meget endnu, men er begyndt at lave mere og mere for hver dag der går, de første par dage, sad jeg bare og lagde kabale eller læste i bøger. Nu handler jeg med de unge, bager, forbereder mad mm. Næsten som det faste personale.

 

Mange spørger om det ikke er svært med sproget. Og jo det er da ikke altid nemt, men man bliver god til at gætte sig frem og det er næsten rigtigt hver gang, tror jeg har en stor fordel, fordi grammatikken minder meget om tegnssprogsgrammatikken, som jeg jo er vant til. Fx er der ikke så meget forskel på nutid og datid, så når der bliver snakket på danske, er det lidt af det hele, og ordstillingen helt rundt på gulvet, men ordene kommer ud og så samler jeg dem bare lidt i hovedet. Det går helt fint, tror det er godt jeg har en menneskelig tålmodighed, hvis der overhovedet er noget der hedder sådan…

 

I påsken skal jeg med på hyttetur, det glæder jeg mig rigtig meget til, dels fordi jeg får en oplevelse ud af det, som dansker i et fremmed land, men jeg får også lært børnene at kende på en anden måde, og de nye børn der kommer, får jeg også en chance for at lære at kende, på lige fod med det andet personale.

Den her side er noget rigtig møg, når man kører på satelitnet og er i Grønland, det tager simpelthen så laaaaaaaaaaang tid, at min tålmodighed simpelthen ikke rakker så langt, men tjek min hjemmeside www.miazanchetta.dk der kan nettet nogenlunde følge med… skal nok skrive det der bliver krævet fra skolens side, men resten må du se på hjemmesiden.

 Mia

Nå, nu vil jeg skrive lidt om mine overvejelser inden afrejse. Jeg vil undervejs skrive nogle forskellige faglige elementer, det er forskellige ting jeg vil skrive om efterhånden. Her til at starte med vil jeg skrive om det, der står under punkt A i faglige elementer. Det handler om alle de tanker jeg har inden jeg tager af sted. Hvad min største bekymring er, og hvad jeg kommer til at savne mest mm.

Når jeg tænker på at jeg skal rejse om halvanden uge, kilder det lidt i maven, jeg har enormt svært ved at forstå, at jeg skal være væk så længe, 6 måneder, det føles helt surrealistisk. Jeg håber at dette ophold giver mig en anden form for erfaring, end en praktik i Danmark ville give mig, så det jeg allermest ønsker at få ud af opholdet, er nok, at komme hjem med en ekstra kuffert fuld af elementer som jeg ikke ville have fået her i Danmark, både faglige og personlige. Jeg tror min største faglige udfordring, bliver at lærer at tackle 9-16 årige børn, der er anbragt på et børnehjem, fordi deres forældre af forskellige årsager ikke selv er i stand til at passe på dem. Det er omsorgssvigtede børn der oveni købet, har en anden kultur end mig. Jeg har læst en del litteratur om den grønlandske kultur, men tror ikke, at man rigtig ved, hvad den handler om, før man ankommer. Jeg skal i hvert fald også ha læst en masse om miljøterapi, som er et vigtigt redskab i dette arbejde. Noget jeg pt intet aner noget om. Så der er også en udfordring i det.

Min største personlige udfordring tror jeg helt klart bliver noget i forlængelse med min faglige udfordring, nemlig hvordan jeg takler disse børn, kan jeg lukke af når jeg går hjem, og skal jeg lukke af, vil jeg få ondt af børnene, kan jeg kommunikere med børnene, selvom de kan dansk og vil jeg blive fuld af frustrationer eller måske sorg. Jeg ved det ikke, jeg har faktisk ingen anelse om hvordan jeg reagere, det er nok både min største personlige udfordring, men også min største bekymring.

At være dansker i Grønland, er et ømt punkt, har jeg både hørt og læst. At være dansker og ville rejse til Grønland for at redde hele landet, kan man godt glemme alt om. Mange grønlændere ser negativt på danske socialarbejder, pædagoger, socialrådgivere osv. Fordi de tror, at vi som danskere vil komme og ændre på deres højtelskede kultur, vi kommer og fortæller dem, at det er forkert at deres børn leger ude om natten uden tøj på, til trods for at de skal i skole dagen efter. Det kan jeg nu godt følge dem i, sådan har deres liv jo altid været. Lige meget hvor meget man læser sig frem til af andres kulturers normer og værdier, vil man aldrig kunne forstå dem, som de indfødte. Vi taler jo ikke engang deres sprog, og det er rigtig svært at lære. Samtidig er der også nogle grønlændere der står med blomster og åbne arme, når man kommer til deres by. De ved man er her for at hjælpe og måske også udforske deres smukke land og natur. Jeg tror jeg går ind med den indstilling, at jeg ikke kan blive ”dansk-grønlænder” for en stund, men vil være en turist, der støtter op om et godt stykke arbejde de udfører på børnehjemmet. Måske kan jeg gøre en forskel, måske ikke, men jeg vil være ydmyg, for det er deres land og ikke mit. Jeg vil ikke udstråle – ”her kommer jeg og vil ændre på jeres forhold for at, i kan få det bedre”. For det har jeg absolut ingen ret til. Jeg vil se hvad dagen bringer, finde ud af, hvad kulturen er, hvad gør de, og hvad gør de ikke. Indordne mig efter deres kultur, så meget som jeg nu har mulighed for at gøre. Fx at deltage i en gudstjeneste, kaffemik (kaffeselskab) købe kød på brættet (direkte af jægerne i stedet for i supermarkedet) og mange andre traditioner, som er vigtigt for deres kultur at bibeholde.

Puha, jeg skal jo ind på det. Det jeg kommer til at savne mest, mens jeg er af sted. Vil absolut være de små børn jeg efterlader herhjemme (de er mellem ½ år og 6 år). Det er svært for dem at forstå, at ”moster” ikke kommer hjem før det bliver rigtig sommer. Jeg har de sidste uger brugt lang tid på at fortælle, at jeg skal rejse, og hvor jeg skal hen osv. Jeg er rigtig glad for at webcam og MSN er opfundet, så jeg stadig kan følge med i deres liv. De er børn og der sker så meget for dem. Jeg kommer selvfølgelig også til at savne min familie og venner, men det er voksne mennesker, der kan forstå tingene, forhåbentlig lidt bedre end børnene JDet sociale hverdagsliv kommer jeg også til at savne, det er svært at forholde sig til at tiden går videre, selvom man ikke er der… Men jeg tror jeg vil få et socialt liv på Grønland også, så det er egentlig ikke noget der bekymre mig så meget. Jeg går glip af en masse ting, koncerter, bryllupper, 1-års fødselsdage og meget andet. Men jeg er ung og kommer forhåbentlig til at opleve så mange nye og spændende ting i stedet for, at det vil være helt ubeskriveligt.

Ja, dagen hvor jeg kommer hjem, kommer jo også. Hvad har jeg så styrket? Min faglighed omkring børn på børnehjem/behandlingshjem, håber jeg da, er en del mere stærk, når jeg kommer hjem, end den er nu. Min forståelse af en anden kultur end min egen, eller i hvert fald en respekt for den, for det er slet ikke sikkert, at jeg kommer til at forstå den grønlandske kultur, hvor det at banke konen synd og sammen, drikke sig stang stiv og lade børnene passe sig selv er i acceptabelt, eller i hvert fald ikke noget naboen blander sig i, men jeg vil gøre et forsøg. En klog mand, har engang sagt at man udvikler sig hele tiden, det tror jeg også på, og jeg tror endda at man udvikler sig endnu mere, når man står overfor nogle udfordringer, man ikke lige ved, hvordan man løser eller kommer igennem. Man står alene og fremmed i et nyt og også lidt fremmed land, hvis man ikke kommer hjem efter seks måneder her, og har udviklet sig rigtig meget og måske også virkelig fundet sig selv, tror jeg ikke dette, ville være det rette valg. Man skal være klar til et kulturchok, når man ankommer til et nyt land, men ligeledes skal man være klar til et til kulturchok, når man kommer hjem igen. Der kan være mange tanker, der kører rundt i hovedet, ”har jeg svigtet dem jeg efterlod”? og mange andre tanker. Det er noget man skal være forbedret på. Ikke at et kulturchok nødvendigvis er negativt. Men det betyder, at nogle ting er anderledes end ”hjemme”. Verden står ikke stille, mens man rejser, men udvikler sig, bygninger bliver bygget færdig, vennerne har fået kæreste, er blevet single, har oplevet noget sammen, man ikke har været en del af og sådan kan jeg blive ved. De har ikke oplevet det, jeg har oplevet, og det kan måske blive trættende for folk, at høre på mine skønne og forfærdelige erindringer fra de sidste seks måneder i mit liv. Det er noget man må tage med og det er jeg indstillet på mentalt.

I dag er der 10 dage tilbage til afrejse. Jeg skal til Grønland, i Ilulissat. Ilulissat (Jakobshavn) ligger nord for polarcirklen og der er pt minus 20 grader. Jeg skal arbejde på et børnehjem/behandlingshjem og være på en afdeling med børn fra 9-16 år.

Jeg skal bo på et kollegie ca en kilometer fra børnehjemmet. Det er et kollegie, der er tilknyttet Grønlands pædagogseminarium, så jeg skal bo sammen med en masse andre studerende. Deriblandt en anden studerende her fra Danmark.

Alt er helt klart til afrejse, og jeg venter bare på tiden går til jeg kan komme afsted.